50+-løsningen

Konkret består 50+ løsningen af

1. En ægtepagt om rent fuldstændigt særeje. Ægtepagten sikrer kort fortalt, at “mit er mit” og “dit er dit”, såvel ved skilsmisse og ved dødsfald.
2. Et gensidigt testamente, hvori ægtefællerne giver arveafkald efter hinanden. Testamentet sikrer, at al arv den afdødes egne børn.

Typisk får ægtefællen dog i testamentet ret til at blive boende i afdødes bolig i en periode mod at betale udgifterne, ligesom der gives en brugsret til bilen, indbo m.v.

Derved opnås der både en sikring af, at børnene arver huset m.v. straks, og en sikring af, at den længstlevende kan blive boende. Arveafkaldet skal normalt ikke gælde pensioner og forsikringer m.v.

Ikke to familiers ønsker er helt ens og 50+ løsningen tilpasses ofte, tilføjes undtagelser m.v. Se nogle forslag til variationer over 50+ løsningen længere nede.

Typisk målgruppe

• Den såkaldte 50+-løsning kan anvendes af alle ægtepar, uanset alder, men erfaringsmæssigt er der typiske tale om par, der er godt 50 år gamle (deraf navnet på løsningen).
• Der er tale om par, der snart skal giftes, og som har børn fra tidligere forhold.
• Typisk er sikring af arv til egne børn højt prioriteret af begge.
• Begge har “penge nok” til at kunne klare sig, hvis den anden dør, uden at de nødvendigvis behøver arve fra hinanden.
• Ofte er det sene ægteskab begrundet i et ønske om at sikre den anden en ægtefællepension, der ikke ville kunne sikres på anden måde.

Andre løsninger, der ligner

Ofte ser man variationer af denne 50 + løsning, hvor der ikke er helt så “skarp” en afskæring af arveretten mellem ægtefællerne. Eksempelvis ser man ofte:

• Variation 1: At ægtefællerne gerne vil have særeje i deres (kommende) ægteskab, men dog stadig ønsker at få en egentlig arveret efter hinanden, ikke bare en brugsret til den andens ting.

• Variation 2: At ægtefællerne gerne vil have fuldstændigt særeje om visse af deres ejendele, mens andre ting skal være fælleseje/delingsformue. Ved død skal det fuldstændige særeje (eksempelvis ens hus) tilfalde egne børn, mens fællesejeværdierne skal tilfalde den længstlevende. Den længstlevende skal have en brugsret til huset, der er fuldstændigt særeje. Når længstlevende dør, skal fællesejet/delingsformuen ligedeles blandt børnene, således at fællesejet/delingsformuen (og kun fællesejet/delingsformen) deles på en ensartet måde blandt samtlige børn, uanset hvem af ægtefællerne, der tilfældigvis måtte leve længst.

• Variation 3: At ægtefællerne gerne vil have fuldstændigt særeje, men kun den ene part ønsker ikke at arve noget fra den anden. Er det eksempelvis manden, der giver afkald på at arve noget fra sin hustru, vil hustruens børn arve det hele, hvis hustruen dør -manden “skal nok klare sig” økonomisk. Hustruen er arving efter manden, hvis han dør først. Dør hustruen som den sidste, skal mandens børn ikke snydes – ligedeling af arven bør sikres via testamente.